Killevippens februarbrev
- Oline Schmidt-Nielsen
- 1. feb. 2018
- 8 min læsning
Kyndelmisse På fredag (i morgen) den 2. februar fejrer vi kyndelmisse i Killevippen. Kyndelmisse er en gammel kristen helligdag, hvor man fejrede at det var 40 dage siden, at Jesus blev født og nu kunne blive fremstillet i templet. Samtidig blev Maria renset efter sin barselsperiode, så dagen kaldtes Mariæ renselsesdag. Efter at helligdagen blev afskaffet i slutningen af 1700 tallet, blev dagen en fejring af at halvdelen af vinteren nu var gået. Her gjorde bonden sit forråd op, og var halvdelen tilbage, ja så kunne både mennesker og dyr klare sig frem til foråret. Og det skulle fejres! De såkaldte Kjørmes-gilder -kyndelmisse kaldtes også Kjørmes Knud - var sammenskudsgilder, hvor store mængder af suppe, flæsk, pandekager, brændevin, øl og andet godt blev fortæret. Man piskede frugttræer med ris for at sikre god høst og lavede rituelle pløjninger. Vejret på Kyndelmissedag varslede forårets komme. Hvis det blæste så meget at ‘18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden’, så ville foråret snart være på vej. Eller ‘Kjørmes tø er så godt som 100 læs hø’. Hvis det sneede, mente man, at foråret så ville komme tidligt. Og hvis lærken høres første gang på Kyndelmissedag, så bliver det også tidligt forår. Så lad os håbe på snefnug og lærkesang på fredag, hvor vi vil mæske os i stakkevis af pandekager, lavet af vores egne dejlige æg 😋
Fastelavn
Fastelavn står på grænsen mellem vinter og det spæde forår, de første spirer titter allerede op af den kolde jord.
I Nisse og Grynet glæder vi os meget til at få besøg af alle de skønne vandvæsener, det kan jo være alt lige fra vandmænd, fisk, havfruer, krabber og mange flere.
NALLTOM havets vogtere tager imod alle de skønne børn indenfor på selve dagen. Er der mon nogen af jer som ved hvorfor vogterne hedder NALLTOM??
Vi synger og danser på hver stue og får derefter en fastelavnsbolle og så vil der være fri leg inden vi skal have et fastelavnseventyr og pizza. Festen slutter efter frokosten og efter vores middags hvil vil der være fri leg uden kostumer.
Vi har brug for nogle fastelavnsboller på dagen og vil derfor bede 3 Nisse forældre om at bage 10 fastelavnsboller hver og 2 Grynet forældre om at bage 10.
Der hænger en seddel på Nisse og Grynets dør hvor i bedes skrive jer på :-)
Pusling ønsker sig også fastelavnsboller, tag endelig fat i Anita eller Trine og fortæl hvis i ønsker at bage.
Fastelavn har i år et andet tema end vi har været vant til og vi vil efterstræbe at vi kommer med den slags meddelelser tidligere end 3 uger før. Samtidig er det også meget vigtigt for os at understrege at en udklædning er eller kan være en lille markering, en hat, et hårbånd, en hale eller lignende og at ingen forældre hverken behøver at købe sig fattig eller at sy sig træt 😊 Det er vigtigt at børnene mærker de voksnes ro og ikke alle børn synes det er sjovt med den store ståhej omkring en fest som fastelavn og det er helt ok, også hvis barnet ønsker at komme som sig selv.
Praktiske oplysninger
Husk at der pr. 1. januar 2018 bliver pålagt et administrationsgebyr på 100,- kroner pr. betaling for ikke at anvende betalingsservice.
Forårs-SFO eller Kongetid
For et par år siden besluttede flere kommuner på Fyn at indføre en tidligere skolestart. (også kaldet forårs-SFO). Heriblandt Odense Kommune. Vi har aldrig været særlig varme på ideen ud fra pædagogiske overvejelser, men har ikke før nu gjort noget aktivt ved vores modstand. Men her for et par uger siden har jeg fra Odense Kommune fået tilkendegivelse af at vi gerne må beholde børnene i børnehaven indtil sommeren det år hvor de skal starte i børnehaveklasse. Det er vi meget glade for. Odense kommune ønsker dog ikke at give tilskud til disse måneder, da de anser forårs-SFO som deres eneste tilbud til børn der har denne alder.
Rent praktisk betyder det at vores tilbud til denne sidste ”Kongetid” i børnehaven vil være at man betaler den fulde takst 2900,- og ikke har mulighed for søskenderabat eller fripladsrabat. Kongebørnene kan afleveres i tidsrummet 8-15.30 og der gives ikke tilbud om feriepasning disse 4 måneder (og selvfølgelig heller ikke i juli) I forældre skal inde på borger.dk framelde jer forårs-sfo hvis I ønsker at jeres børn skal blive i Killevippen indtil børnehaveklassen. Det betyder også at I fra næste år skal framelde jeres børns pladser med 2 måneders varsel hvis I ønsker at holde op pr. 1. marts.
Vores tanker, i meget korte træk, omkring de sidste måneder i børnehavetiden er at barnet her gennemgår en meget stor modning. Det er den her tid hvor alle de evner og færdigheder som barnet har udviklet, igennem hele dets børnehavetid, nu bundfælder sig. Det er en vigtig pointe at barnet får lov til at være i trygge omgivelser i denne fase; de mestrer de udfordringer der er i børnehaven, fordi det er velkendt og trygt og de føler sig ovenpå til at udvikle en følelse af at være tilpas i sig selv; en følelse som de kan bruge i deres videre skoleliv.
Vi tilbyder allerede fra i år at børnene kan blive i Killevippen, men er klar over at mange af jer har indstillet jer og jeres børn på forårs-sfo. Alligevel er der 2 børn, Sofia og Trille, der bliver i Killevippen frem til sommerferien. I år holder vi to afskedsceremonier, både i slutningen af februar og i slutningen af juni. Fra og med næste år, 2019, vil vi holde vores afskedsceremoni i slutningen af juni som en lille fest, hvor også de børn der måtte være startet i forårs-SFO kan komme og deltage.
Vi vil i efteråret holde et møde for forældrene til de børn der skal starte i skole sommeren 2019, hvor vi vil fortælle meget mere om vores overvejelser omkring de sidste måneder i børnehaven.
Stilling i vuggestuen
Der vil en af de nærmeste dage blive slået en stilling op til Pusling. Grys tilbagekommen har desværre vist sig at have længere udsigter og vi får derfor brug for en 3. pædagog eller en medhjælper i vuggestuen.
Vi har besluttet at der i hvert forældrebrev kommer en lille hilsen fra en af stuerne. Her i februar er det fra Bestyrelsen, i marts er det fra Grynet og i april er det fra Nisse. Indlæggene kan være små glimt fra hverdagen, beskrivelse af pædagogikken, årstiderne eller hvad der rør sig på den enkelte stue.
En hilsen fra Killevippens forældrebestyrelse.

På bestyrelsesmøderne, der ligger ca. 4 gange om året behandler vi tiltag, aktiviteter, udfordringer mv. på et generelt plan for Killevippen og dens beboere. Derudover står forældrebestyrelsen for en bod ved julemarkedet.
Her en lille præsentation af nogle af bestyrelsens medlemmer:
Hasse Krüger Hind
Jeg er, sammen med Naja, forældre til Mattis Nor, der går i Nisse. Vi har også Bjørn, der ligeledes gik i børnehave i Killevippen, indtil skolestart for et år siden. Hvad laver du ud over at sidde i Killevippens bestyrelse:
Jeg arbejder som musiklærer og special- og fritidspædagog på Lilleskolen Odense. Der ud over spiller jeg musik i min fritid. Hvorfor blev det Killevippen til dit barn?
Vi valgte primært Killevippen pga. pædagogikken, kosten, udelivstanken samt personligt kendskab til stedet. Det bedste alternativ til at være hjemmegående med vores børn. Hvorfor valgte du at blive del af bestyrelsens arbejde:
Jeg har valgt at gå ind i bestyrelsesarbejdet, da jeg gerne vil bidrage til Killevippens fortsatte positive udvikling og gerne slår et slag for medarbejdernes trivsel.
Kari Vogelsang Wolff Jeg er mor til Elliot (fra april 2011) der gik i Killevippen fra maj 2012 og frem til forårs SFO start 1. marts 2017. Silas (fra maj 2016) starter i Pusling 1. marts. Hvad laver du ud over at sidde i Killevippens bestyrelse:
Jeg arbejder som familiebehandler i Børn og Familiehuset, Odense Kommune. Hvorfor blev det Killevippen til dit barn?
Det er der adskillige grunde til. Den gode stemning, trygheden, forudsigeligheden i den faste daglige rytme, den økologiske og næringsrige mad, at legen og fællesskabet vægtes højt. At personalet har gjort sig en masse gode refleksioner om hvorledes de agerer efterlignelsesværdige voksne og deres engagement i alle de skønne årstidsfester. Hvorfor valgte du at blive del af bestyrelsens arbejde:
For at være en del af den gode udvikling i Killevippen.
Mette Alrø Stoktoft
Jeg er sammen med Rasmus forældre til Sebastian (fra juni 2015), der går i Pusling.
Hvad laver du ud over at sidde i Killevippens bestyrelse:
Jeg er administrativ leder og projektleder i Assens SangKraftcenter, der er en selvejende institution og som via mange forskellige projekter arbejder på at få sangen tilbage på landkortet. Her bruger jeg min uddannelse som musiker og musikpædagog på mange måder.
Hvorfor blev det Killevippen til dit barn?
Faktisk lidt ved et tilfælde, der skulle blive vores lykketræf. Sebastian startede i en dagpleje men faldt aldrig til. Vi gik og kom til et bundulykkeligt barn. Vi smed håndklædet efter 3 måneder og kontaktede Oline, om der kunne blive plads. Og der var netop en ledig plads. Det tog Sebastian to dage at falde til. Og nu er han ikke til at drive hjem. Killevippen betyder stort nærvær, rytme og ro – og masser af frisk luft og mudder! Jeg føler mig taknemmelig hver dag jeg henter et barn, der sprudler, fyldt op med kærlig omsorg, sund mad og stimuleret både kreativt, sanseligt og åndeligt.
Hvorfor valgte du at blive del af bestyrelsens arbejde:
Jeg meldte mig i bestyrelsen for at lære mere om pædagogikken og fordi jeg nok bare ikke kan lade være med at engagere mig, når jeg mærker engagement. Og det gør man i Killevippen.
Valg til bestyrelsen:
På forældremødet d. 8. marts 2018 bliver der valg til bestyrelsen og det der er altså mulighed for at få en af de eftertragtede pladser. Ved samme lejlighed takker bestyrelsesformand Mette af, da Sebastian rykker ud i børnehaven ved siden af storesøster på Steinerskolen i Lindved.
Datoer for sysleaftner 2018 – alle gange kl. 19.30 – 21.30:
6. februar 2018
7. marts 2018 - aflyst!
Da vi er nødt til at aflyse i marts bliver sysleaften på onsdag d. 6. februar derfor sidste gang i denne omgang. Vi håber derfor på et godt fremmøde!
Oline og Killevippen bestemmer hver gang hvad der er brug for at blive fikset. Projekterne er ikke være større, end de kan laves siddende med en kop kaffe/te og snak på tværs af bordet ;-) Alle forældre og ansatte opfordres til at komme og spendere en aften med hygge og snak og nørkleri. Ingen sysle-forkundskaber behøves. Alle kan være med!
Velkommen til i februar
Her i februar byder vi velkommen til
Thor i Grynet sammen med Mor Samantha og Far Guđmindor
Isaac i Nisse sammen med Mor Sahri og Far Thorkild
Rigtig Hjertelig Velkommen i vor kreds
Vigtige datoer de næste måneder:
Den 2. februar: Kyndelmisse: (pandekage) fest i Killevippen uden forældre
Den 6. februar: sysleaften i Killevippen for forældre og ansatte19.30-21-.30
Den 12.-16. februar, uge 7: vinterferiepasning med tilmelding senest den 15. januar
Onsdag den 21. februar sidste frist for tilmelding til påskeferiepasning.
Fredag den 23. februar: Fastelavnsfest i Killevippen uden forældre
Den 28. februar: Afskedsfest med forårs-SFO børnene klokken 14-15, klokken 14 kaffe og kager, klokken 14.30 ”udsmidningsceremoni”.
Kom til os
Det er vigtig for os at I ved at I kan komme til os med stort og småt i hverdagen. Hvis I har behov for en snak, som ikke skal nå børneører så bed om det, så finder vi et passende tidspunkt, enten trækker vi ud i garderoben eller ud til den sidste låge. Hvis der er noget vi skal afsætte mere tid til så finder vi et tidspunkt for en samtale Jeg, Oline er hver dag om morgenen ”rundt i husene og stuerne og over det hele” og ellers sidder jeg på mit kontor Blangstedgårds Allé 100, st. th. hvor I også er hjerteligt velkomne!
Kærlige hilsner fra os alle i Killevippen
Seneste blogindlæg
Se alleI morgen tirsdag d. 2. oktober holder børn og voksne Sankt Michaels fest i alle Killevippens afdelinger. Her følger en lille beskrivelse...
De tre ting i overskriften har ikke så meget med hinanden at gøre ud over at de starter med S :-) Skoldkopper Vi har nu to tilfælde af...
Comentários