top of page

 

 

 

 

 

 

 

Pædagogikken

 

 

Det er Killevippens målsætning at skabe trygge hjemlige rammer, hvor det er rart at være for barn og voksen, og hvor barnet har mulighed for at udforske sine sanser og krop på en betryggende måde. 

 

Barnet er, specielt i de første 7 leveår, et sansende væsen, der har godt af et trygt miljø, der bygger på en rolig tilgang til verden, hvor sansning, søvn og sund kost har sine helt faste daglige rytmer. Dette giver barnet en overkommelig og overskuelig ramme; en ramme hvor barnet kan have rum og tid til sin naturlige udvikling. Hjemmet og mors og fars nærvær er den naturlige trygge base, men vi vil i Killevippen skabe et dejligt alternativ i det tidsrum, hvor mor og far skal på arbejde. 

 

 

'

 

 

 

 

 

 

Rudolf Steiner 

 

Rudolf Steiner bygger sin pædagogik til livets første syvårsperiode på begreberne sansning, rytme og efterligning. 

 

  • Det lille barn er et sansende væsen, som vi skal værne om og være den trygge base for. Iagttagelse af barnet viser os, at det er meget følsomt for sanseindtryk og indånder omgivelserne gennem disse 

 

  • Det lille barn er et rytmisk væsen. Barnet trives bedst, hvis der er faste rytmer i hverdagen i forhold til at spise, sove og lege. Der behøves ikke så meget stimulering. Den stimulering der er brug for, er nærværende voksne, der taler, synger, spiller eller arbejder i nærheden af barnet og på den måde stimulerer barnet til at lege i nærheden af den voksne.  

 

  • Det lille barn er et efterlignende væsen. I vuggestuealderen, og senere i børnehavealderen, lærer barnet, ifølge Steiner, primært igennem efterligning, og det gælder både, når det lærer at gå og tale, men også når det efterfølgende lærer at leve sine omgivelser gennem efterlignende leg. (Madsen, Barnet før skolealderen, 1993)

 

 

Emmi Pickler

 

Emmi Pickler arbejdede med den grundantagelse af vi som voksne i ro skulle følge barnets interesse for bevægelsen. Og ikke tage deres eget initiativ fra dem ved at hjælpe for meget, men være den støttende hjælp ved siden af. Man arbejder altså med barnets selvstændige bevægelsesinitiativ. 

 

Pædagogiske læreplaner

 

De pædagogiske læreplaner evalueres løbende systematisk, i det daglige arbejde og overordnet én gang om året, vi arbejder dynamisk med læreplanerne således at de er en aktiv del af vores daglige praksis. Metodisk arbejder vi med børnebetragtning og med praksis og inklusionsfortællinger, for at udvikle vores daglige praksis. 

 

 

Det særligt sensitive barn

 

Rudolf Steiners pædagogik bygger på en forståelse af, at barnet i den første syvårsperiode skal skærmes mod for mange indtryk. De indtryk der møder barnets skal nøje udvælges, ligesom der skal være en meget forudsigelig hverdag med faste rytmer. Barnet tager flere indtryk ind i denne periode og sanseindtrykkene tages imod uden at barnet kan vægre sig imod det.  Dermed er det vigtigt at de indtryk vi giver barnet er rolige og uden for mange udsving. Alle børn har godt af dette miljø, men der er en gruppe af børn der specielt trives i disse rammer: nemlig de særligt sensitive børn. Den faste rytme og de genkendelige hjemlige rammer giver barnet en tryghed og et godt udgangspunkt for sin trivsel og udvikling. Læs mere om det særligt sensitive barn på www.sensitive.dk - Se link under 'Links'

Killevippen Vuggestue og Børnehave,   Blangstedgårds Allé 70,   5220 Odense SØ.    Tlf. 23 98 31 75.    Mail: mail@killevippen.dk

bottom of page