Killevippens Nyhedsbrev December 2017
- Oline Schmidt-Nielsen
- 4. dec. 2017
- 5 min læsning

Tusind tak for det dejligste julemarked! Det var en smuk og hyggelig dag! Det var dejligt at I forældre støttede op og deltog i arbejdet med vagter og cafémedbringsler. Det var dog ikke alle deltagende i markedet der tog vagter, og der var derfor nogle familier der måtte tage flere end en vagt; der kan vi liiige blive en nøk bedre, så vi løfter markederne i flok 😊!
De sidste dage har der været meget nedbør og flere forældre har henvendt sig med beskrivelse af at der er meget smattet på vores stier. Jeg vil gerne bestille træflis/stenmel til haverne og stierne, hvis der er en gruppe forældre der vil melde sig til at køre det ud, men vil afvente bestillingen til der er mindst 6 frivillige (der vil køre mindst 10 gange flis eller stenmel hver) til arbejdet så vi ikke skal falde over en kæmpe bunke flis ved vores indgang. Indtil da vil vi foreslå at I har et par gummistøvler til at stå i bilen, og udviser forsigtighed i smattet.
Nedbøren og kulden betyder også at vi er meget udfordret med påklædningen! Der findes stadig børn i Killevippen der ikke har det indre lag uld på hver dag! Vi ønsker at yde omsorg for at børnene er varme og tørre og det indebærer at det er vigtigt at alle børn har to af alt ting. Det er ikke rart for os at have frysende og kolde børn og det er virkelig ikke rart at få en våd regnjakke på om eftermiddagen. Vores lånetøjsdepot er udelukkende til nødstilfælde så husk at børnene skal have flere lag af uld, flere sæt regntøj, flyverdragt, 2 sæt tøj. Man er nødt til at tjekke at tøjet er i orden hver morgen og hver eftermiddag. Den ubehandlede tykke uld fra eksempelvis Disana, Engel eller Nøstebarn, eller hjemmestrik, kan holde varmt også når det bliver vådt. Naturebaby.dk har 10% ved rabatkoden ”Killevippen” og som flere forældre (og jeg selv) har fundet ud af kan der være penge at spare ved at handle på nettet i Tyskland.
Vi har besluttet at der i hvert forældrebrev kommer en lille hilsen fra en af stuerne. Her i December er det fra Nisse. I januar er det fra Pusling og i februar er det fra bestyrelsen. Indlæggene kan være små glimt fra hverdagen, beskrivelse af pædagogikken, årstiderne eller hvad der rør sig på den enkelte stue.
Ligesom de fleste andre steder står julen også for døren her i Nisse, og fredag den 1. december åbner vi den med vores adventshave som vi holder sammen med Grynet. Denne årstidsfest er stille og inderlig. Her samler vi os selv og tænder vores eget lys for derefter at komme ud til de andre, vores fællesskab, og samle vores individuelle lys i en smuk form, spiralformen. Hvert barn og hver voksen går en for en gennem vores spiral af gran, medbringende et skinnende, rødkindet æble med lys i. Inde i midten står det store lys, hvorved vi tænder vores eget lys, for derefter at gå ud ad spiralen igen og sætte vores lys deri. Imens synger vi:
Adventskransen grøn og rund
Minder os om julens stund
Da med Jesusbarn vi træder dansen
Se nu tænder vi et lys i kransen
Og:
Hvad bar Maria under sit hjerte
Kyrie eleison
Et lille barn foruden smerte, bar Maria under sit hjerte
Jesus og Maria
Og julesalmer som Et barn er født i Betlehem og Dejlig er den himmel blå.
Og således skaber vi et rum, der symboliserer det, der skal komme: lyset, Jesusbarnet. Et lys ad gangen bliver til sidst til et helt lille lyshav i mørket.
Som ved alle vores andre fester forklarer vi ikke børnene om denne symbolik. For dem er det den rene oplevelse af stilhed og inderlighed, der gælder.
I december vil vi hver dag spille vores krybbespil, hvor børnene på skift prøver at være Jomfru Maria, Josef, englen Gabriel, hyrde, vært eller engel. Her mærker vi sammen glæden over det lille Jesusbarns fødsel. Krybbespillet foregår som en slags sangleg uden replikker, men med masser af sang. Grynet holder også krybbespil i December.
I år har vi besluttet ikke at vise krybbespillet for jer forældre ved juleafslutningen for i endnu højere grad at bevare roen, nærværet og legen i det.
Og netop ro, nærvær og leg er kerneord for julen i Killevippen. Her vil vi ikke lukke stress og jag ind, men værne om julefreden. Vi vil lege nisselege, synge julesange, holde godt øje med om nissen kigger forbi, og hemmelighedskræmmerier vil nok også indfinde sig J
I forbindelse med at værne om julefreden har vi en lille bøn til jer forældre: Der findes efterhånden en uendelig række af TV-julekalendere, som vi kan følge med i, og det, der skulle være hyggeligt, kan blive overstimulerende, stressende og stjæle både tid og søvn. Vores råd er at finde en enkelt kalender at følge med i, og selvfølgelig vurdere om den passer til barnets alder. Hvis der er større søskende, der ser andet, kan det evt. gøres efter børnehavebarnets sengetid.
Og så lige et opråb fra ordensalferne i vores garderobe: Det vil lette vores dagligdag betydeligt, hvis I vil bruge to minutter på at rydde jeres børns garderobe op og tjekke om alt er, som det skal være, BÅDE når I afleverer, OG når I henter. Mange børn mangler skiftetøj og kan ikke finde deres ting. Det besværliggør deres træning i selvhjulpenhed, og vi bruger meget tid på det. Vi ved godt, at der især her i vintertiden kan være sparsomt med plads i garderoberne, men hvis I hver dag sørger for, at der kun ligger det nødvendige (dvs. 2 sæt af ALT), skulle det være muligt at opretholde en vis overskuelighed for jeres børn.
Vi ønsker jer alle en rigtig dejlig december måned med jeres skønne børn!
KH Lone, Liv, Astrid og Nanna
Her fra 1. december vil vi have en lille skemaforandring. Vi vil hver morgen åbne i Grynet en halv time tidligere klokken 7.30, i stedet for som nu klokken 8. Forældre i Grynet bedes hver morgen redde deres barns krybbe eller barnevogn, eller tage et underlag i shelteret til hvilestunden, og hver eftermiddag tage det ind igen (uafhængigt af om barnet afleveres før 7.30 i pusling, eller efter 7.30 i Grynet).
Desuden vil skemaændringen også betyde at Nisse også åbner fra klokken 8, inde eller ude.
Jeg, Oline er hver dag på stuerne fra 8-9 og ellers på kontoret som ligger Blangstedgårds Allé 100, st.th.
Vi har her i november haft Kirstine Ammentoft i virksomhedspraktik i Killevippen. Det har været en gensidig glæde og Kirstine er virkelig ”flyttet ind” fra første moment i hverdagen og i vores hjerter. Vi har derfor besluttet at Kirstine skal ansættes i Killevippen. Det fungerer godt at Grynet har 3 voksne i forhold til at kunne tage de nødvendige hensyn til store og små og i forhold til at kunne være fleksibel i hverdagen. Vi ønsker derfor på sigt at være lidt flere børn og dermed have mulighed for at være 3 voksne i gruppen.
Gry kommer desværre ikke tilbage til 1. januar, jeg, Oline, er i jævnlig kontakt med Gry og vi glæder os til hun kommer tilbage når hun er klar til det.
Vi har derfor besluttet at Kirstine skal være i Pusling i januar, da Ida som har været vores praktikant det sidste halve år, og har været i pusling skal tilbage på skolebænken og skrive sit speciale.
Velkommen til i december:
I Nisse tager vi imod Edith, og mor Stine og Far Anders
I Pusling tager vi imod Karens lillesøster Ella og mor Stine og far Thomas
Velkommen til!
Før jul tager vi afsked med
Vidar som skal gå derhjemme sammen med sin mor
Vi har også taget afsked med Rita som ligeledes skal gå hjemme ved Mor og lillesøster Elva. Elva og Rita kommer tilbage i Killevippen til august.
Kærlige jule-hilsner fra os alle i Killevippen
Seneste blogindlæg
Se alleI morgen tirsdag d. 2. oktober holder børn og voksne Sankt Michaels fest i alle Killevippens afdelinger. Her følger en lille beskrivelse...
De tre ting i overskriften har ikke så meget med hinanden at gøre ud over at de starter med S :-) Skoldkopper Vi har nu to tilfælde af...
Comments